Pressemeddelelse: Socialdemokratiet i Kalundborg vil have retfærdig fordeling af mammografiscreeningssteder
Socialdemokratiet i Kalundborg har fulgt nøje med i beslutningerne omkring placeringen af mammografiscreeningssteder i Region Sjælland. Vi er stærkt bekymret over, at Kalundborg ser ud til at blive udelukket som et af de steder, hvor der tilbydes screening, trods byens størrelse og de mange pendlere, der dagligt rejser til og fra området.
"Det er uforståeligt, at en by som Kalundborg, med flere indbyggere end andre valgte screeningssteder i regionen, bliver overset i denne sammenhæng. Vi har en betydelig pendlertrafik, og det burde gøre os til et oplagt sted for et mammografiscreening," siger Tina Beck-Nilsson, formand for den socialdemokratiske gruppe i Kommunalbestyrelsen.
Socialdemokratiet har allerede rettet henvendelse til Regionsrådsformanden for at få en forklaring på beslutningen, og partiet har klart tilkendegivet sin undren. "Vi har gjort det klart for Regionsrådsformanden, at vi mener der skal være et screeningssted i Kalundborg. Vi bor ikke i et smørhul, når det kommer til adgangen til sundhedstilbud, og det her handler om lighed i sundhed," understreger Tina Beck-Nilsson.
Socialdemokratiet vil følge udviklingen tæt og lover at presse på for en ordentlig fordeling af screeningssteder i det kommende år. "Vi vil løbende drøfte sagen med vores folkevalgte i Regionen og med Regionsrådsformanden," fastslår Tina Beck-Nilsson.
Socialdemokratiet ser dog positivt på regionens nye tiltag om at indkalde kvinder til screening via deres CPR-nummer i stedet for lægens placering. "Det er et skridt i den rigtige retning. Erfaringer fra andre steder viser, at denne metode kan øge deltagelsen i screeninger, og det er kun godt for folkesundheden," slutter Tina Beck-Nilsson.
Med denne pressemeddelelse gør Socialdemokratiet i Kalundborg det klart, at kampen for lighed i sundhedstilbuddene har meget høj prioritet. Det bliver ikke mindre aktuelt, når vi kigger ind i en mulig storregion på Sjælland.
For yderligere oplysninger kontakt gruppeformand Tina Beck-Nilsson 2252 1203