Mere end almindeligheder, tak
Borgmesteren og konstitueringsgruppens gruppeformænd har skrevet et debatindlæg om, at uddannelse er vigtigt, at arbejdspladser skaber velstand, og at flere mennesker skal i arbejde.
Det er svært at være uenig. Man fristes til at sige, goddag mand økseskaft...
Spørgsmålet er bare, hvorfor det kræver et fælles debatindlæg fra flertallet at fortælle os noget, som de fleste borgere allerede ved.
Efter snart to årtier ved magten burde flertallet være forbi hensigtserklæringerne. Borgerne ved godt, at uddannelse er vigtigt, og at arbejdspladser skaber velstand. Det interessante er ikke, hvad flertallet drømmer om, men hvad de konkret vil gøre, og hvilke prioriteringer de er villige til at træffe.
For udfordringen i Kalundborg er ikke mangel på visioner. Tværtimod. Vi hører ofte om vækst, erhvervsudvikling, uddannelser og nye muligheder. Men vi hører sjældnere om de svære prioriteringer.
Hvordan vil flertallet eksempelvis sikre, at de børnefamilier, man gerne vil tiltrække, møder velfungerende daginstitutioner og skoler? Hvordan vil man håndtere det vedligeholdelsesefterslæb, som stadig præger flere af kommunens bygninger? Og hvordan vil man sikre, at udviklingen kommer hele kommunen til gavn og ikke kun enkelte områder?
Socialdemokratiet er ikke i tvivl. Vi bakker op om uddannelse, erhvervsudvikling og flere arbejdspladser. Men vi er også klar til at investere i de velfærdsinstitutioner, som får mennesker til at bosætte sig, blive boende og skabe deres liv her. Gode dagtilbud, stærke folkeskoler, ordentlige fritidstilbud og velholdte kommunale bygninger er ikke en udgift til vækst. Det er en forudsætning for vækst.
Det er den debat, jeg savner.
Når et fælles debatindlæg fra borgmesteren og hans støttepartier primært består af almindeligheder, kan man få den tanke, at behovet for at komme i avisen er blevet større end behovet for at præsentere nye løsninger.
Det fortjener borgerne et svar på. Og det fortjener de bedre end endnu et debatindlæg fyldt med selvfølgeligheder.
Nikolaj Lykke Vad
Kommunalbestyrelsesmedlem (A)

