Tag ansvar for folkeskolen

Af: Formand 

Lars Mortensen 

 

Tag ansvar for folkeskolen 

 

Det var sørgelig læsning i fredagens udgave af Nordvest Nyt.  6 ud af kommunens 16 folkeskoler har været eller er under tilsyn det seneste års tid!

Hvad er det der sker? Hvordan er det gået så galt? Kan det virkelig ikke gøres bedre? Spørgsmålene er mange.

Der er gået 6 måneder siden valget. Har de Konservative og Venstre glemt alle deres valgløfter på folkeskolens vegne? - Det skulle man tro, når man læser, at de konservative og Venstre ikke mener, at det er nødvendigt, at det politiske niveau inddrages i arbejdet med handleplaner for de ramte skoler.

Jeg er meget enig i flertallets beslutning - Skal der ske noget godt for vores folkeskoler, skal der tages ANSVAR NU. Det er vigtigt, at der bliver skabt gode samarbejdsrelationer mellem politikere, ledere, medarbejdere og organisationer.

Vi har nu i mange år været vidende til, hvordan folkeskolen er blevet nedprioriteret og været vidne til dårlige beslutninger til stor skade for vores børns trivsel og indlæring. Især vores inklusionsindsats og vores skoles dårlige fysiske forfatning er bare et par eksempler på, at der skal tænkes på nye måder at gøre tingene på nu og i fremtiden.

Det kræver politisk lederskab og vilje til at se udfordringerne i øjnene og går forrest, til gavn for vores børn, unge og medarbejderne.

Hermed en opfordring til, at hele kommunalbestyrelsen stiller sig bag folkeskolen og går ind i kampen for at sikre alle børn i Kalundborg kommune en god skolegang.