Nr. 3 på listen

Kristine Vesterskov Olsen - Kalundborg

OM MIG  

Jeg er født i Kalundborg i 1975, det er her jeg er vokset op og gik i Trøjeløkkebørnehave. Her jeg fik venner og legede på vejen sammen med de andre børn fra Lærkebakken. Gik i folkeskole på Nyrupskolen, tilbragte timer i Røsnæshallen med håndboldkammeraterne og skrålede højt sammen med de andre sanglærker i Kor-U.

Det er her jeg kom i praktik under mine første uddannelser som SSH og SSA og det er her jeg vendte tilbage til som færdiguddannet sygeplejerske efter nogle år i København.

I mit arbejdsliv har jeg arbejdet som SSA, sygeplejerske og de seneste 21 år har jeg arbejdet på Novo Nordisk. Først som driftoperatør, hvor jeg i 10 år var valgt som arbejdsmiljørepræsentant. Siden som Health & Safety supporter og nu varetager jeg stillingen som CVP Health & Safety Partner.

Jeg er gift med Jesper på 24 år og sammen har vi 3 voksne børn. Vi bor centralt i Kalundborg by og nyder de muligheder det gir at være så tæt på både by, vand og skov. Meget af vores fritid bruger vi på at gå lange ture med vores hund.

Det er afgørende for mig at vi har en kommune der er i balance og at vi udnytter og udbygger den vækst vi har. Når vi gør det, skaber vi plads til at prioritere velfærd og derved øge borgernes levevilkår.

Vi skal som kommune have ambitioner, turde tænke stort og have modet til at ligge langsigtet planer. Kulturen skal i langt højere grad prioriteres og derved skabe kulturelle fyrtårne der kan tiltrække besøgende udefra, men som også i den grad vil være til glæde og gavn for os der er bosat i kommunen. Det vil styrke den lokale stolthed.

 

Mine mærkesager

Vi skal have skabt bæredygtige Dagtilbud og Folkeskoler

Modernisering og renovering af vores velfærdsbygninger skal prioriteres

Vi skal have øget vores bosætning

Der skal tages politisk styring af hvilken udvikling vi vil have i vores kommune ift. fx boliger, Erhverv og Kultur

Vi skal sikre faguddannede medarbejdere i vores velfærds institutioner, samt skabe mulighed for efteruddannelse