Nr. 9 på listen

Joan Balling - Sejerø

 

Jeg hedder Joan Balling, er 48 år og bor på Sejerø sammen med min mand. Vi har været par i 31 år og har tvillingesønner på 20 år, som er i gang med ungdomsuddannelse og sabbatår.

Jeg er uddannet indenfor kontor, regnskab og økonomi, og har arbejdet med regnskaber, løn og kundeservice – blandt andet på Sejerø Færgekontor og senere på lønningskontoret hos NKT Flexibles i Kalundborg. Senere tog jeg læreruddannelsen, som jeg i dag bruger i mit arbejde som matematiklærer på Sejerø Skole, hvor jeg har været de sidste 11 år.

Jeg har i mange år været engageret i foreningslivet på Sejerø og har siddet i både gymnastikforeningens bestyrelse, brugsens bestyrelse og menighedsrådet, hvor jeg nu er kasserer.

Jeg stiller op til kommunalvalget for Socialdemokratiet, fordi jeg brænder for at styrke fællesskaberne i hele Kalundborg Kommune – også i vores yderområder. Jeg ønsker at være en tydelig stemme for Sejerø og de små byer i kommunen, men samtidig arbejde for et stærkt og samlet Kalundborg.

Hvorfor stiller jeg op?

Jeg ønsker at arbejde hårdt for Socialdemokratiets valgprogram og støtte Tina Beck-Nilsson som borgmesterkandidat. Jeg er god til at springe til, hvor der er brug for mig, og jeg vil være med til at skabe et Kalundborg, hvor alle borgere – uanset hvor de bor – føler sig hørt og inkluderet.

Mine mærkesager

Unge og lokalsamfundet

Jeg vil arbejde for, at flere unge og unge voksne vælger at blive i vores lokalområder. Det kræver attraktive fritidsaktiviteter og sociale tilbud – også til de unge over 18 år.

Borgerinddragelse og medbestemmelse

Borgerne skal opleve at blive taget alvorligt og have mulighed for reel indflydelse på beslutninger og tiltag i deres nærmiljø.

Digital hjælp til ældre

Mange ældre har svært ved at navigere i de digitale løsninger fra det offentlige. Jeg ønsker at skabe lokale tilbud, hvor ældre kan få hjælp til at bruge digitale platforme.

En stærk stemme fra udkantsområderne

Jeg vil være en tydelig stemme for Sejerø og andre udkantsbyer i kommunen, hvor udfordringer som færgedrift, lægedækning og adgang til kommunale tilbud fylder meget i hverdagen.