"Ordblindhe var ike mit val!! jaj vil bar ønsk jaj var lissom al ander - IKK orblin!!" - dreng 16 år...
Allerede i 1. klasse bliver min søn screenet som værende i risiko for at være ordblind. I slutningen af 3. klasse bliver han testet – og testen bekræfter det: han er ordblind. Hans verden bryder sammen. Han spørger mig, om han mon er ordblind, fordi han har gjort noget forkert.
Guderne skal vide, at vi i 0., 1. og 2. klasse prøvede alt for at lære ham bogstaverne, lydene og ordene. Vi opfandt vendespilslege med bogstaver, sammensætningslege og læste bøger i lange baner. Men intet satte sig fast.
Som mor er det hjerteskærende at se sit barn føle sig forkert, dum eller mindre værd – ikke fordi han er det, men fordi han ikke kan læse og skrive på samme måde som de andre. Han kæmper hver eneste dag, og han gør sit bedste. Men selvom han får hjælp, skal han stadig kæmpe sig igennem opgaver, der for andre børn virker nemme.
Ordblindhed handler ikke om manglende vilje eller evner – det handler om en anden måde at lære på. Det kræver, at skoler, lærere og systemet omkring børnene forstår det, og at vi som samfund tager ansvar for at give den rette støtte tidligt.
En dag, da han går i 5. klasse, kommer han hjem fra skole og siger: “Mor, når jeg skal i 8. klasse så vil jeg gerne på efterskole – så kan jeg få indhentet alt det faglige, jeg ikke får lært i skolen nu.”
Den sætning gjorde ondt at høre. For han vidste allerede, at han ikke fik det samme udbytte som de andre – selvom han prøvede alt, hvad han kunne.
Som familie taler vi meget om det, og bliver til sidst enige om, at han skal på en ordblindeefterskole, hvor han kan tage en fuld afgangseksamen. Da han starter i 8. klasse, vurderer efterskolen, at hans faglige niveau svarer til 4. klasse. Vi lader lige den sætning stå et øjeblik - at gå ud af 7. klasse med et fagligt niveau på 4. klasse.
Forud er der gået ekstra læseundervisning på skolen og privat læsevejledning – som faktisk hjalp rigtig godt – men rådet om, at “I skal læse med jeres barn hver dag” var bare ikke realistisk. Min søn brugte al strømmen på sit mentale batteri i skoletiden – på at kompensere for sin ordblindhed og holde paraderne oppe. Når han kom hjem, var batteriet helt tømt. Der var simpelthen ikke mere at give af.
Som mor til en ordblind dreng er jeg dybt nysgerrig på, hvordan andre forældre til ordblinde børn oplever den støtte, deres børn får. Jeg er nysgerrig på, om den hjælp og støtte, som ordblinde børn får, faktisk opleves som den rigtige for dem? Får børnene den støtte, de har brug for – på den måde, der giver mening for dem? Og får forældrene den forklaring og vejledning, som kan hjælpe dem med at forstå og støtte deres barn bedst muligt derhjemme?
Jeg er helt overbevist om, at lærerne og læsevejlederne gør deres allerbedste for deres elever. Min nysgerrighed handler derfor ikke om at pege fingre – men om at forstå, om børnene og familierne oplever, at de får den støtte, de faktisk har brug for. Om de bliver spurgt ”Hvad har I brug for?”
Jeg har eksempelvis aldrig helt forstået, hvad min søn egentlig har et lovkrav på af støtte. I 2024 var det fx sådan, at 14,3 % af eleverne i Kalundborg ikke bestod 9. klasses eksamen i dansk og matematik (kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, maj 2025). Er du ordblind, så er du det ikke kun i dansk – du er også ordblind i matematik, engelsk, tysk, fysik og kemi. Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, om der er en sammenhæng mellem ordblindhed og den høje procentdel – og jeg krydser fingre for, at det ikke er tilfældet.
Det må vi kunne gøre bedre.
Kan vi ikke være nysgerrige og spørge ind til, om de ordblinde børn faktisk får den støtte, som de selv oplever, at de har behov for?
Og spørge forældrene, om der er noget, de mangler at vide – eller har brug for støtte til – for bedre at kunne hjælpe deres barn?
Uanset hvad, så er ordblindhed vel en varig funktionsnedsættelse, som man kan lære at mestre med den rette støtte. Men du er født ordblind, og du dør ordblind.
P.S. Min søn går i dag i 10. klasse, og hans faglige niveau er rettet op. Han bestod sin 9. klasse, og vi er stolte. Vi var så heldige, at vi havde de ressourcer, der skulle til, for at hjælpe ham på efterskole.
Jeg deler vores historie, fordi jeg håber, at vi sammen kan skabe bedre vilkår for børn med ordblindhed – uanset familiens ressourcer.
Malene Ellebæk - Mor til en ordblind dreng – og kandidat til KV25 for Socialdemokratiet
