Skrevet af:
Steffen Bagger
Kommunalbestyrelseskandidat for S og DSU
Høng

Den 21/9 deltog jeg i et fremragende børnetopmøde arrangeret af BUPL.
Vi startede ud med en masse informationer fra BUPL-fagpersoner og Martin Damm.
Derefter blev vi inddelt i tre grupper, hvor vi talte sammen, og vi blev klogere på børnehaver, SFO’er og ungdomsklubber.
Til sidst var der paneldebat mellem partierne, hvor man kunne stille spørgsmål.

Det var et rigtig godt møde, som jeg synes havde en meget god opbygning, hvor vi ikke bare blev informeret, og vi skulle heller ikke bare lytte til en paneldebat.
Vi kunne også tale sammen.
Jeg kan derfor kun sige tak til BUPL for en dejlig aften.

Det var dog ikke bare en behagelig aften, for det, vi talte om, var noget trist; hvordan børnene i Kalundborg Kommune har det.
Emnet var supergodt, for det er meget relevant at have en dialog omkring, hvordan vores børn har det, for de er trods alt vores fremtid.
Det, der var trist, var de historier, som kom frem.
Det var ikke sjovt.
Aftenen var en endeløs strøm af fortællinger om svigt, ligegyldighed, usynlighed og meget mere.

Debatten var hæsblæsende og frustrationen var umulig ikke at høre.
Jeg blev selv meget rørt, af alt det jeg hørte.
Gode borgere, der passer deres arbejde, bliver negligeret og ligegyldiggjort, når de kommer for at bede om hjælp, når deres børn får nogle særlige vanskeligheder.
Deres sag bliver ikke set som vigtig.
Pædagoger bliver skubbet rundt i deres arbejdsliv, som var de skakbrikker.
Der bliver ikke lyttet til dem, selvom de er fagpersonalet, der ellers har børnene tættest på dem.

Det gik mig virkelig på, at situationen står så skidt til i vores kommune.
Jeg var dog ikke overrasket.

Kalundborg Kommune har år efter år efter år skæret ned på de mest basale velfærdsområder, så vi i dag har en folkeskole, der hænger i laser.
Børnehaver med landets anden højeste normering på 12,5 barn pr. voksne.
Børn med vanskeligheder der kunne få et rigtig godt liv med en tidlig hjælp og de rette rammer, men den må man tænke sig til, for den får man ikke i Kalundborg.
Det er ikke så mærkeligt at over halvdelen af vores unge tager væk fra kommunen, når de skal læse videre for så aldrig at komme tilbage igen.
Den barndom ville jeg ikke byde min værste fjende.

Vi fik nogle tal til mødet, og de beviser, at det ikke bare var nogle få historier, jeg hørte den aften.
Kun 11% af pædagogerne i kommunen mener, at sårbare eller udsatte børn får den hjælp og støtte, de har brug for.
Det efterlader 89%, der ikke kan se, at vi gør det, vi skal som kommune.
Støtte og hjælpe dem, der har det svært.

Det er vigtigt, at vi ser børnene og borgerne for det, de er.
Gode folk der blot prøver at leve ordentlige liv med gode forhold.
Sådan er det bare ikke hos os, og det går mig på.

Kunne vi ikke efter valget kæmpe for, at vi for oprettet tilbud, så børnene kan have noget fornuftigt, godt og livsglædegivende at lave, når de har fri?
Kunne vi ikke lægge os i selen for en bare lidt bedre folkeskole?
Kunne vi ikke lade være med at lade problemerne vokse til bjerge i Himalaya?

Men vigtigst af alt ville det være dejligt, hvis vi vil oprette organer, hvor unge og fagpersonale kan få et ord indført, når kommunalpolitikerne skal tage beslutninger.
Som ungeråd og børnehaveråd.
Som regel gør lydhørighed de endegyldige beslutninger bedre.

Det koster en kommune at rede et barn, men det koster et kongerige at lade være.